Historien om Michelle Birkballe (f. 1979) er noget så sjældent som en ægte rock’n’roll historie på dansk grund. Det er historien om en pige, som voksede op i Thorsager midt på Djursland i en søskendeflok på seks, og som dannede sit første band endnu før hun blev teenager. Senere tjente hun til livets ophold som fårehyrde i Wales, som værtshusmusiker i Aarhus og som rengøringskone i et lydstudie, for at kunne indspille sine sange. Det hele lyder som en fortælling man på én eller anden måde synes, man har hørt før. Bare ikke her i Danmark.

Det samme kan siges om hendes musik. Selvom Michelle Birkballe er født og opvokset med fødderne i dansk muld, er hendes slægtskab til blues og rock fra Louisiana og andre af rockens arketypiske egne så stærkt og så uforfalsket, at man føler sig hensat til et sted på den anden side af Altlanten, når man lytter til en sang som hendes “I still play my guitar” fra 2018. Blues-rocken bor i hendes stemme, i hendes historie og i hendes musik, i en grad så man kunne tro, at rock’n’roll kommer fra smalltown Thorsager. Michelle Birkballe personificerer kort og godt begrebet rock’n’roll.

I guitarkufferten har Michelle masser at tage af, når hun går på scenen. Mest sange fra sine egne albums, men også andres sange, som hun har gjort til sine egne. Som storyteller er hun skarp i replikken, når hun råt for usødet, men altid ægte og afvæbnende, fortæller om livets op- og nedture. Alt kommer lige fra hjertet, og ingen går fra en af hendes koncerter uden at have grinet sammen med hende.

Mange før hende er endt som klichéer i forsøget på at efterligne den ægte vare. Men ikke Michelle Birkballe. Hendes rock’n’roll er født og opvokset i Thorsager. Hun ER sin musik. Den ægte vare – den slags som går under huden og ind i hjertet.

“Vrede, sårede følelser og bitterhed er en god følelse at skrive på. Hvis en fyr har kostet mig for meget energi eller for mange penge, skriver jeg et par sange om ham. Så synger jeg ham ud af systemet, og får samtidig min KODA-udbetaling, som jeg selv ser som en slags kompensation for det bøvl der nu har måttet være”. – Michelle Birkballe