Entré: 160 DKK
Medlem: 160 DKK
Døråbning: 20:00
Kulturloft byder på påskens bedste dansebal, når De Spildte Talenter går på scenen med løftet om at de er ”Lidt bedre end andre gode orkestre”.
Og den er god nok – De Spildte Talenter er ikke bare et hvilket som helst danseorkester. Deres mission med musikken er at få folk op af stolene og ud på dansegulvet, og den opgave løser de på ekspertplan. Men musikernes meget høje niveau og professionelle indstilling gør, at publikum ovenikøbet går hjem med en koncertoplevelse ud over det sædvanlige.
Repertoiret er så bredt at det stort set dækker alt fra tiden tilbage omkring Elvis og Johnny Cash og helt frem til dagens hits med Andreas Odbjerg og Minds of 99 – fra det helt stille til den heftigste rock’n roll!
Hvem er De Spildte Talenter?
Forsanger og guitarist Frank Larsen leverer kompetent fremadrettet guitarspil i høj klasse og en meget stærk vokal der til stadighed trænes. Han har modtaget undervisning af de samme internationale sanglærere som har undervist topnavne som Dixie Chicks, Huey Lewis, Keith Urban og Christina Aguliera.
Leadguitarist Mads Pedersen tryllebinder ethvert publikum og er pt. måske Danmarks skarpeste guitarslinger. Foruden at spille i ”De Spildte” medvirker Mads i mange forskellige konstellationer på de danske scener.
Bassisten Kim Eskesen lægger bunden med basspil i absolut topklasse, og blandt hans referencer finder man flere internationale topnavne. Kim har således arbejdet med kunstnere som Andrew Strong, Suzi Quatro, Leningrad cowboys, for at nævne nogle få i en lang perlerække af topkunstnere.
Bag trommerne sidder ingen ringere end Anton Kirkeby. Sammen med Kim danner han gruppens bundsolide rytmesektion, som gør det helt umuligt at holde sig fra dansegulvet. Anton Kirkeby er en topprofessionel trommeslager, som de seneste 20 år har spillet landet tyndt ved koncert efter koncert.
Når De Spildte Talenter ikke er på scenen, sørger DJ Mathias Dalgaard Jensen med et dansevenligt mix for, at der ikke bliver grund til at forlade dansegulvet. Mathias spiller både før og efter De Spildte talenter samt i pausen mellem sættene, så der er kort og godt lagt op til et brag af en dansefest på Kulturloft. Glæd dig til en aften med masser af energi og god musik.