Entré: 130 DKK
Medlem: 80 DKK
Døråbning: 19:00
Elektro-akustisk, impressionistisk kammerjazz på dybt vand.
Akustiske instrumenter blandet med subtil elektronik, skaber i hænderne på de tre musikere og gamle venner et tredimensionelt lydunivers med elementer af Debussy, kollektiv improvisation og knitrende elektroniske flader. Det er ordløs historiefortælling som skaber billeder på nethinden og tager dig med ud på en rejse dybt nede under havets overflade og langt ud på den Sibiriske steppe.
Trioen består af tre store jazzpersonligheder. Marc Méan, som spiller klaver og elektronik, har base i Zürich i Schweiz, hvor han spiller med Mats Up og andre store navne. Ved siden af de forskellige samarbejder har han gang i en fascinerende solo-karriere med sine elektroniske maskiner og tangenter.
Cecilie Strange er virkelig ved at slå sit navn fast i Danmark, blandt andet med sin egen kvartet. Hendes anden plade Blikan er lige udkommet på April Records til store anmelderroser, og hun udgør den ene halvdel af bandet KALEIIDO, hvis debutplade har høstet femstjernede anmeldelser i blandt andet Politiken og Gaffa.
Jesper Thorn har senest besøgt Maltfabrikken med flamenco-danser Selene Munoz og som en del af Katrine Madsens band. Han har længe gjort sig bemærket på den danske jazzscene, men har de seneste år begivet sig ud på nye eventyr med flamenco- og balletdansere og med blandt andre Jørgen Leth og Søren Ulrik Thomsen & Det Glemte Kvarter.
De tre mødtes tilbage i 2007 i København og har spillet sammen i mange forskellige konstellationer, inden Jesper i 2015 samlede bandet.
I 2016 udgav Jesper sit første album med dette band. Pladen, som har titlen Big Bodies of Water, blev af Berlingske Tidende kåret som én af årets ti bedste jazzplader sammen med udgiveler fra blandt andre Keith Jarret og Norah Jones. I Jazznyt kårede Niels Overgaard pladen som én af årets ti bedste danske jazzplader.
Glæd dig til en koncert med tre nyskabende og spændende musikere af international klasse.
Besætning:
Cecilie Strange: Saxofon
Marc Méan (Sw): Klaver & elektronik
Jesper Thorn (DK): Kontrabas & elektronik