Dyr, planter og svampe efterlader spor af DNA i naturen – kaldet miljøDNA. Hør om hvordan DNA’en i jorden, i vandet og i luften kan bruges til at beskrive arter og bestande i vores økosystemer.

Vores planet er unik fordi livet kun eksisterer her – så vidt vi ved. Enhver, der tilbringer et par timer udenfor i naturen, vil hurtigt erkende den mangfoldighed af liv som trives i de mange forskellige økosystemer Jorden tilbyder. Hvad de færreste mennesker dog ved, er at udover den rige mangfoldighed af levende organismer – fra bakterier til blåhvaler – er Jorden også rig på DNA-spor, som disse organismer har efterladt. Noget af dette DNA stammer fra de mindste bakterier, mens andet efterlades ved udskillelse af fx hudceller og kropsvæsker fra de største organismer.

Dette hedder miljø-DNA (eDNA) og det kan forskere indsamle og analysere – især takket være avanceret DNA-sekventeringsteknologi. En skovbund indeholder DNA fra planter og svampe, en sø indeholder DNA fra fisk og frøer, og selv luften er fyldt med DNA fra fugle og insekter. I løbet af det sidste årti har forskere derfor i stigende grad anvendt miljøDNA til at beskrive biodiversiteten i fortidens og nutidens økosystemer. Metoden har vist sig at være effektiv til at få information om både arter, bestande og hele biologiske samfund i forskellige typer af økosystemer.

I dette foredrag vil biolog Philip Francis Thomsen give et indblik i hvordan vores biodiversitet kan undersøges med miljøDNA-metoden, som han selv har været én af pionererne bag. Du kan bl.a. høre om hans forskning indenfor miljøDNA til kortlægning af vores kystnære havnatur, undersøgelser af diæten hos græssende køer og heste i rewilding projekter, samt analyser af insekt-DNA fra blomster på artsrige overdrev.

Med foredragsserien Offentlige foredrag i Naturvidenskab kan du komme tættere på de nyeste opdagelser og erkendelser inden for naturvidenskab. Det er forskere som forelæser, niveauet er højt, og du vil blive udfordret, men du kan få udbytte af alle foredrag uanset dine faglige forudsætninger.

Foredragene livestreames fra Søauditorierne i Universitetsparken, Aarhus Universitet. I Ebeltoft arrangeres visningen i samarbejde mellem Syddjurs bibliotek BMA Maltfabrikken og Kulturloft Ebeltoft. Der er fri entré til foredragene.

mere kultur
07.02.25
Ida Wenøe & The Wondrous Sea
support: Samantha Whates
175 DKK (Medlem: 135 DKK)
15.02.25
Livløs – med 802 + Thus
Dødsmetal/alternative
200 DKK (Medlem: 160 DKK)
28.02.25
Hvalfugl
Genrebrydende jazz/ambient
225 DKK (Medlem: 175 DKK)